
På afdelingsmødet træffes afgørende beslutninger for alle afdelingens forhold. Det er dog boligorganisationens bestyrelse (organisationsbestyrelsen), der har det overordnede ansvar for afdelingen og er ansvarlig for udlejning.
Afdelingsmødet holdes i forbindelse med vedtagelse af afdelingens budget for det kommende år - senest tre måneder før regnskabsåret starter af hensyn til varsling af lejeforhøjelse for det kommende kalenderår. Her tages alle beslutninger om afdelingens økonomi, mindre og større projekter og øvrige forhold, fx husorden.
Formålet med en husorden er at have nogle regler, der er med til at støtte det gode naboskab. Det handler om at tilgodese både den enkelte beboers og fællesskabets rettigheder.
På mødet fremlægger afdelingen sidste års regnskab og vedtager samtidig et budgetforslag. Afdelingsmødet giver altså også mulighed for at få et overblik over udviklingen i din afdeling.
Deudover vælger afdelingen en bestyrelse, der udelukkende består af beboere.