Forretningsføreren, også kaldet administratoren, har det største samarbejde med boligorganisationens øverste ledelse.
Forretningsføreren er imidlertid også forpligtet til at vejlede og bistå den enkelte afdeling og afdelingsbestyrelse samt medvirke til at opretholde et godt samarbejde mellem beboerne, afdelingen og de ansatte (driftspersonalet). Forretningsføreren bistår også i fornødent omfang afdelingerne i projekt- og udvalgsarbejde.
Desuden skal forretningsføreren bistå om husorden og dennes overholdelse, visse former for klager, og endelig er det også forretningsføreren, som udarbejder afdelingens budgetter i samråd med afdelingsbestyrelsen.
I det samarbejde Dan-Ejendomme som administrator har med afdelingsbestyrelserne, tager vi altid udgangspunkt i og drager fordel af de – ofte meget forskellige – forventninger og krav, som beboerne, afdelingsbestyrelserne og vi har til at drive en ejendom. Herved sikrer vi beboerindflydelse og får et godt fundament for et velfungerende beboerdemokrati ude i afdelingerne.