• English

Beboerdemokrati - indflydelse og ansvar

Det almene byggeri er demokratisk opbygget med beboerflertal i alle styrende organer. Hver enkelt afdeling er en selvstændig økonomisk enhed, og afdelingens økonomiske midler kan ikke bruges andre steder i boligorganisationen.

Det betyder, at du som beboer i en almen afdeling har mulighed for at have indflydelse på det sted du bor, din afdelings økonomi og den daglige trivsel i afdelingen gennem beboerdemokratiet.

Afdelingsmøder

Hold øje med hvornår din boligafdeling holder afdelingsmøde. Det er her regnskabet fremlægges, budgettet vedtages, husordenen udformes og forslag fra beboere og afdelingsbestyrelse behandles. Det er også her, du er med til at vælge din bestyrelse.

Der er altså god grund til at møde op til afdelingsmødet og være med til at træffe afgørelser, der påvirker din dagligdag som beboer i afdelingen. Det er også her du kan opstille som kandidat til afdelingsbestyrelsen, måske fordi du har nogle holdninger til udviklingen i din afdeling.

​Afdelingsbestyrelsen

Afdelingsbestyrelsen er din og de øvrige beboeres repræsentant og er med til at føre de beslutninger ud i livet, som træffes på afdelingsmødet.

Når du er valgt ind i afdelingsbestyrelsen er du også med til den årlige gennemgang af afdelingen sammen med inspektøren og Dan-Ejendomme. Her har du mulighed for at sætte dit præg på hvilke arbejder, der skal udføres i afdelingen og dermed afdelingens økonomi.

Boligselskabernes Landsforening har i pjecen ”Ny i afdelingsbestyrelsen”  listet afdelingsbestyrelsens fem bud, som giver et godt billede af,​ hvad det vil sige at være valgt ind i afdelingsbestyrelsen:

    • Du er valgt til at træffe beslutninger og planlægge – ikke administrere.

    • Du er tillidsmand for beboerne – alle beboerne – og skal varetage deres interesser.

    • Du er beboernes kontaktled til administrationen og organisationsbestyrelsen.

    • Du skal fungere som igangsætter og ikke udføre praktiske opgaver selv.

    • Du skal vide, at andre beboeres holdninger er lige så meget værd som dine.