Der er flere personer tilknyttet den daglige vedligeholdelse af bygningerne, boligerne og udenomsområderne i en afdeling. De kan opdeles i tre fagkategorier: Projektledere, inspektører og viceværter.
Projektleder
Projektlederen er ansat i Dan-Ejendomme og har det overordnede ansvar for driften og vedligeholdelsen af bygningerne. Projektlederen er typisk en person med en håndværksmæssig baggrund og en videregående byggeteknisk uddannelse.
Projektlederens opgaver er primært bygningsvedligeholdelse og arbejdsledelse. Du vil som beboer ikke have den store kontakt med projektlederen, med mindre du er valgt ind i afdelingsbestyrelsen.
Inspektør
Inspektøren er ansat af og i boligorganisationen, og har sin daglige gang i afdelingen. Inspektøren er projektlederens højre hånd.
Inspektørens opgaver er beboerkontakt, syn, rekvirering af håndværkere og ansvaret for den daglige ren- og vedligeholdelse.
Du vil som beboer skulle kontakte inspektøren, hvis du evt. har et toilet, der løber eller en rude, som er revnet. Kort sagt: Ting, der skal udbedres i din bolig.
Vicevært
Viceværten er boligorganisationens ’altmuligmand’. Viceværten er også ansat af og i boligorganisationen, og er den person der fysisk udfører renholdelsen og vedligeholdelsen i afdelingen.