
Du har som boligsøgende mulighed for at blive skrevet op i en almen boligorganisation. De har alle en venteliste. Hos nogle boligorganisationer er der lang ventetid, andre har kortere. Du skal være opmærksom på, at nogle boligorganisationer har indgået en aftale med deres kommune om fleksibel udlejning.
Du kan først blive skrevet på venteliste til en bolig, når du er fyldt 15 år. Det koster et årligt ajourføringsgebyr, uanset om du er noteret som aktiv eller passiv boligsøgende. Gebyrets størrelse varierer fra boligorganisation til boligorganisation.
Mange ventelister
Hver enkelt boligorganisation fører sin egen venteliste. Det betyder at hvis du ønsker en bolig i flere forskellige boligorganisationer, skal du noteres på ventelisten for hver enkelt af disse organisationer og betale gebyr hvert sted.
Måske har du hørt noget om husstandsstørrelse og hvad man som familie kan, afhængig af familiens størrelse. De tidligere regler om husstandsstørrelse hvor børnefamilier havde fortrinsret til 3- og 4-værelses boliger og par, sidestillet med børnefamilier, til 3-værelses boliger, er ophævet. I dag er alle ligestillet.
Fordele for eksisterende beboere
Hvis du allerede bor i en boligorganisation skal du være opmærksom på, at du som lejer har fortrin til ledige boliger i afdelingen og i boligforeningen. For at opnå dette fortrin, skal du skrive dig op på en intern venteliste, kaldet oprykningsventelisten. Det koster et årligt ajourføringsgebyr.
Boligorganisationen kan dog beslutte at man først kan udnytte fortrinsretten, når man har boet i et vist tidsrum i lejemålet (karenstid). Karensperioden kan højst sættes til to år og kan begrænses til at gælde for en enkelt afdeling.