
En beboerrepræsentation er beboernes talerør til udlejer eller administrator. Fordelene ved en beboerrepræsentation er bl.a.:
- Beboerrepræsentation kan gøre indsigelse på vegne af alle beboerne ved huslejevarslinger, forbrugsregnskaber som fx vand- og varmeregnskaber osv.
- Beboerrepræsentationen kan repræsentere eller bistå en lejer ved et flyttesyn.
- Beboerrepræsentationen vil årligt blive indkaldt til et vedligeholdelsesmøde, hvor ejendommens projektleder og beboerrepræsentationen vil gennemgå ejendommen.
- Beboerrepræsentationen har mulighed for via et beboermøde at få vedtaget en husorden.
I kan læse mere om beboerrepræsentationernes rettigheder, beføjelser og forpligtelser i lejelovgivningen og i bekendtgørelse 1997-09-09 nr. 709 om beboerrepræsentationer.
Valgt af beboerne
Beboerrepræsentationen er valgt af beboerne, og Dan-Ejendomme har derfor ikke noget med beboerrepræsentationens økonomi eller beslutninger at gøre. Det eneste tidspunkt, vi blander os, er, hvis beboerrepræsentationen træffer beslutninger, som den ikke har mandat til.
Vi lægger vægt på samarbejdet med beboerrepræsentationen og mener, at det kan være med til at fremme samarbejdet mellem lejer og udlejer.